Tanker om avl

Tankerne om avl har svirret i hovedet på mig i lang tid.
Tildels afledt af nogle valg jeg har skulle træffe med min egen hund og tildels af nogle oplevelser med folks tilgang til avl af hunde.

For at dette ikke kan tolkes som person angreb, så vælger jeg at lægge fokus på mine egne tanker om det og bruger min egen hund til konkrete eksempler.

Avl er noget jeg tager meget alvorligt og seriøst.
Jeg knuselsker mine hunde og når det gør ondt på dem, så gør det ondt på mig. Jeg ved ikke noget værre, end at se mine hunde have det dårligt - Både fysisk og mentalt. Sådan tror jeg langt de fleste hundeejere har det.
Det er også årsagen til, at jeg har tænkt så mange tanker om avl. Ikke bare for hundenes skyld (det er imo. en selvfølge at vi ønsker hunde uden fysiske og psykiske skavanker for deres skyld) men også for vores skyld ønsker vi os sunde og raske hunde.
Os der med længsel har ventet på at skønne Fido bliver 8 uger og kan flytte ind og blive vores nye bedste ven og familiemedlem.
Ingen har lyst til at stå med en syg hund, eller en hund der har så store mentale problemer, at den har svært ved at fungere i hverdagen.

Der kan ske mange ting der slår Fido ud af kurs mentalt, eller giver skader og skavanker - Men hvis udgangspunktet er en genetisk sund og rask hund, så starter man i det mindste med plus på sundhedskontoen, i stedet for et minus.
Derfor har opdrætterne et kæmpe ansvar.

De færreste mennesker har tiden og lysten til at sætte sig ind i racer, linjer og sygdomme og overlader derfor det ansvar til opdrætter og betaler dem prisen for en hvalp, for det arbejde.
Uanset om vi avler race hunde med eller uden tavle, eller blandingshunde, så er vores hunde et produkt af deres gener og det er for mig virkelig vigtigt, at opdrætterne ved hvad der ligger af sygdomme i linjerne, så de kan tage højde for dem og træffe nogle gode til og fravalg på den baggrund. Fuldstændig samme historie med mentalitet.

Det føre mig tilbage til det valg jeg skulle træffe.

Ret hurtigt efter Yoda og jeg begyndte at vise os rundt omkring i landet, fik jeg henvendelser fra interesserede hvalpekøbere - Og det varmer da enhver hundeejers hjerte, at andre synes ens hund er så skøn, at de gerne vil have en hvalp efter den.
Jeg tror de fleste af os, knuselsker vores hunde og synes de er verdens mest fantastiske og de fleste af os, vil i et eller andet omfang nok gerne have en hund der ligner rigtig meget igen.
Men er det nok til at bruge sin hund i avl? At man synes den er vildt dygtig, fantastisk, pæn, sød osv.?

Nej for pokker! Ikke i min verden.

En af de første ting, jeg spørger en opdrætter om, er hvad hundens negative eller specielle udfordringer er. Kan opdrætter ikke straks fortælle om nogle helt reelle ting og ikke bare sådan lidt overfladisk, "den er måske knap så hurtigt til apport......", så er de dømt ude med det samme.
Endnu hurtigere går det, hvis opdrætter svare, at der ikke er nogen som helst udfordringer med deres hund, den er HELT perfekt.

ALLE hunde har deres helt egne særheder og udfordringer. Kan opdrætter ikke se de ting ved deres egen hund, eller endnu værre, vil de ikke fortælle om dem, så tør jeg ikke tro på vedkommende kan finde ud af at vælge en matchende partner og jeg tør ikke stole på, at opdrætter overhovedet har forholdt sig til, om det nu er en god ide overhovedet at avle på hunden.

En opdrætter der derimod fortæller om de mindre gode, såvel som de gode ting ved netop deres hund, har jeg tillid til, rent faktisk har gjort sig nogle tanker om hvorfor den skal indgå i avl og har taget stilling til om de mindre gode egenskaber er noget der er OK at føre videre - Og ikke mindst, JEG har mulighed for at tage stilling til, om det er en type hund der vil matche mig.
Det er sørme rart at vide, om de svagheder hunden har, er de samme som jeg selv har - For så bliver det op af bakke.
Men matcher vores styrker og svagheder nu hinanden, så kan vi samarbejde og få noget godt ud af hinanden - Og svagheder kan pludselig blive styrker.

De styrker og svagheder mener jeg først man kan se, når hunden er helt ovre sine konsmodningsfaser og er helt mentalt færdigbagt.
Derfor var det så nemt - Yoda skulle uanset hvad, ikke bruges i avl før han var 2½-3 år og jeg havde en god fornemmelse for hvad hund han er og havde et godt overblik over hvordan resten af kuldet udviklede sig. Igen.... Hunde er ligesom os, et produkt af deres gener og det der ligger som tendenser hos hans søskende kan være noget han avler videre.

---

Nogle karaktertræk viser sig dog tidligt :)

Og det skulle vise sig at være rigtig klogt jeg ventede.

For mens tiden gik, så viste det sig, at det punkt med sundheden kom på prøve.
Min egen holdning til sundhed er, at det er et område man bare er nød til at tage alvorligt, uanset hvad man avler - Blanding, tavleløs eller tavlehund!
Man kan simpelthen ikke være andet bekendt overfor hverken de kommende hvalpe eller hvalpekøberne.

I avl er det jo ikke sådan, at bare fordi man tester for alt arveligt, så er der garanti for raske hvalpe - Den er jeg helt med på. Selv de allermest ansvarlige og dygtige opdrættere står en gang imellem med en syg eller mentalt ustabil hvalp.
Men når man kan gøre rigtig meget for at minimere risikoen for at det sker, hvorfor så ikke gøre det??! 

Man kan komme langt med de gængse sundhedstest, såsom røntgen fotografering, DNA test osv. Røntgen burde imo. være noget alle lige fik tjekket, inden avl, tavle eller ej.
Det er så billigt og giver en indikation af, om hunden nu også er skruet ordentligt sammen, det kan dyrlægen altså ikke se ved en alm. konsultation. De færreste dyrlæger aner i øvrigt noget som helst om hvordan en korrekt bygget hund ser ud.

Og så er man sørme også nød til at kigge på hundens familie - Hvordan er de mentalt og sundhedsmæssigt? De bære jo de samme gener og det de fejler, kan jo være noget ens hund avler videre til dens hvalpe.
Mange sygdomme og skavanker viser sig jo først når hundene er lidt oppe i alderen og der kan en hund der ikke er testet, have lavet en del hvalpe allerede.
Så helt ærligt.... Jeg giver ikke en rød reje for dem der siger "min hund er sund og rask, det siger dyrlægen" uden der er lavet andet end alm. sundhedstjek på hunden. Hvis dyrlægen har taget røntgen og DNA test for de gængse sygdomme i racen - SÅ tror jeg på at hunden er sund og rask.

De mest ansvarlige opdrættere jeg kender, er dem der formår at tage en ellers fin hund ud af avl, fordi den har avlet noget knap så heldigt - Eller helt har fravalgt at bruge en hund i avl, som har mange positive ting, men der er noget i linjerne der kan føres videre, selvom hunden selv er sund og rask.

Det var der Yoda desværre dumpede.

Han har HD A, AD O, OCD fri og kan allerhøjest være bære af CEA.
Men som tiden gik, dukkede der flere og flere halvsøskende op med epilepsi. Og epilepsi er en frygtelig og i mange tilfælde invaliderende sygdom.
Hans far blev taget ud af avl med det samme og opdrættere af hvalpe efter ham fik besked om de tilfælde der var.
I Yodas tilfælde er han fra et kuld der i en alder af 3 er fri for epilepsi, men det var hans far også og man skal lede længe efter hvor det kommer fra og selvom det tyder på at det er en resseciv arvegang, så ved man det stadig ikke med sikkerhed.

Så med den opdrætsetik jeg har og det jeg kan stå inde for, så er hvalpekøberne henvist til andre opdrættere og tæveejerne har fundet andre hanhunde.
For selvom min hund er skøn, så er der mange lige så skønne hunde derude, som kan lave helt fantastiske hvalpe til hvalpekøberne og på et tidspunkt også til mig.

Nu var det lige epilepsi der blev hovedfokuset for mig, men eksemplet er jo gældende for alle andre arvelige sygdomme.

Med fare for at lyde som om jeg klapper mig selv lidt på skulderen.... Eller det gør jeg faktisk, for det var vildt svært at skulle modstå fristelsen for at få en drømmehvalp efter Yoda, som er den perfekte hund for mig.
Men det at bruge sin hund i avl, er den nemmeste beslutning.... Den rigtig svære og den jeg personligt har størst respekt for og den der gør, jeg vil vælge en opdrætter til er, den opdrætter der åbent siger - Det her er bare ikke godt nok. 

Ja, jeg har en toplækker hund, men der er en risiko for f.eks epilepsi, som i Yodas tilfælde, eller der er ekstrem lydfølsomhed i linjerne, som jeg har set i et andet tilfælde.
Og i et tredje, hvor der har vist sig OCD hos mange hvalpe fra en forældre til en hund og opdrætter har derfor valgt ikke at bruge vedkommendes vildt lækre hund i avl.

Derudover er jeg sindssygt glad for opdrætter-parret bag Yoda, som har været en kæmpe hjælp ifht. at formidle viden om hvem der var ramt af sygdommen og hvad man ved om arveligheden, så jeg kunne tage beslutningen selv og på baggrund af al den viden vi har om den lorte sygdom.
Det var langt denne gang... Men har gjort mig mange tanker om det og det endte da også med, at min fødselsdagsgave fra min mand blev DKK's opdrætter kursus, som jeg skal på til efteråret.
Det til trods for, at jeg ikke har nogen hunde at avle på nu - Men så har jeg lige lidt mere ballast den dag jeg igen står med en hund, hvor jeg skal tage stilling til om min hund har noget godt at bidrage med i avl.

---