Så mange muligheder....

Men så mange små hurdler alligevel.
Bettefisen og jeg har haft en lille samtale om, hvad vi skal træne når hun for alvor må lave ballade igen.
Sådan et forløb hvor det er usikkert hvor meget hun kommer til at kunne, sætter jo tanker i gang. For mig har det i hvertfald betydet, at jeg har fået tænkt tingene igennem og det har virkelig sat tingene i perspektiv.
Det SKAL fandeme være sjovt og det SKAL være på hundens præmisser!! 
Tænk sig, hvis hun om et år igen er syg og vi så har brugt tiden på at indlære øvelser hun synes er røvsyge, bare fordi de står i et program? Ikke på vilkår!! 

AG er jo udelukket, selvom jeg egentlig havde skrevet hende op. Men det sætter fysikken altså en stopper for.

Lydighed er for meget kadaver-diciplin til vores samarbejde og springet er i øvrigt også for højt det næste år, indtil hun er senior og må få det sat helt ned.

Rally står vi i stampe med, pga. ærespladsen. 
De ubehagelige oplevelser sidder stadig i hende og hun komme aldrig til at synes det er sjovt bare at sidde/ligge stille i så lang tid. Og de sjove øvelser kommer først i ekspert og champ.... 
Derudover har hun brug for at blive belønnet rigtig meget efter en bane, for at holde motivationen oppe - Ikke at skulle skynde sig hen til en æresplads hun ikke bryder sig om.
Så for os slutter vores rally "karriere" i øvet klasse, da det vist ikke er for hundens skyld, at jeg vil lære hende at sidde/ligge stille selvom der går fremmede hunde tæt forbi og hun ikke er tryg ved dem. Hun har brug for at kunne holde styr på omgivelserne for at være helt tryg.

Det er sgu' også træls.... Jeg har brug for kontinuerligt at kunne få nye udfordringer, for at synes træningen er sjov. Men lidt rally skal det nok blive til, men på længere sigt, så er det ikke der vi skal bruge vores tid.

Så i stedet, så går vi tilbage til en sport som jeg tidligere har flirtet lidt med, men som ligger meget langt væk fra min comfort zone.
Derfor er jeg aldrig kommet længere end til at snakke om det og tage på et par kurser for sjov skyld.
Rigtig ærgerligt, da det har været super sjovt hver gang vi har været afsted.

Men selvfølgelig skal vi da træne FS!
Det er perfekt til Kaia - Ingen krav om øvelser hunden fysisk ikke har godt af at udføre, ingen krav om at hunden skal lære øvelser den ikke synes om og alt kan tilrettelægges til den enkelte hund. 
Jeg har mulighed for at tilrettelægge det, så jeg kan hjælpe og støtte alt det hun har brug for og kan lave lige præcis de ting hun synes er sjove.

Hun kan jo allerede et hav af tricks hun gerne fremviser i tide (og især i utide), som jeg bare aldrig har fået sat stimulus kontrol på.
Så der er et rigtig hyggeligt efterårs/vinterprojekt, som jeg glæder mig rigtig meget til og som jeg ved får smilet frem på læben hver eneste gang vi træner.

Ingen tvivl om, at jeg kan mærke en lille klump i maven - For jeg kommer ud på dybt vand og får virkelig overskredet nogle grænser.
Det at tilrettelægge alt, uden at have et hav af regler at forholde mig til, er meget svært for mig. Min autist-hjerne har utrolig svært ved al den frihed.
Men nogle siger det skulle være så sundt af overskride lidt mentale grænser engang imellem ;)
Og vi synes jo begge at det er fantastisk sjovt og der vil ALTID være noget nyt vi kan give os i kast med. 
Programmet tager så småt form og vi er begyndt at træne nogle små ting til programmet - Og Kaia er ellevild!

Så.... Nu er det offentligt.... Nu er jeg nød til at træde ud af min lille sikkerheds-boble og prøve noget nyt.
Og ved i hvad? Det bliver skide sjovt!!
Nok især for dem, som får set motorik-spasseren uden rytme og hendes lille hvide hund der er meste i ballade-streger <3
Men vi glæder os!