Fredag d. 26/4 var en dag jeg havde glædet mig til meget længe - Der skulle Yoda have sin debut på får, under kyndig vejledning af Cima fra Sverige, som er hende Siri har købt Spot fra. Jeg ved jo endnu ikke om Yoda bliver avlsmateriale, men jeg havde besluttet at jeg han blev udelukket med det samme, hvis instinktet ikke var i orden - En border collie skal i min verden kunne hyrde og have et fornuftigt instinkt, som den ved hvad den skal bruge til. Ellers er det imo. ikke en border collie og har i min verden intet at gøre i avl. Det er en betragtning jeg ved mange er særdeles uenige i, men jeg har bare set så mange bc'er der ikke aner hvad de skal stille op med deres instinkter og hvor de minder meget lidt om border collier og den udvikling vil jeg ikke bidrage til. Så det var med stor spænding vi drog mod Viborg, hvor Lis havde lagt hus, jord og får til arrangementet. Cima forklarede en del om hyrdningen og om hvad det var for drifter man arbejder med. Hyrdeinstinktet er kraftigere end selv kønsdriften og det siger lidt om hvor stærke sager man arbejder med og jeg var meget overrasket over hvor meget vi skulle skrue op for kropssprog og toneleje for at trænge ind til min ellers ret velafrettede og lydhøre hund, som typisk ikke har det godt med for hård en tone. Men på fårene så arbejder man bare med noget der er så kraftigt at tolerancetærsklen er en helt anden, end jeg nogensinde har oplevet og eftersom man arbejder med levende dyr så må hundene bare ikke få ret lang line til at lave ballede. Fårene var lukket inde på et mindre område og vi startede med Yoda i en lang line. Cima styrede showet første gang, både for fårenes og for hundens skyld. I starten kigge Yoda lidt forvirret på fårene og fattede slet ikke hvad der foregik - Men efter et par minutter, hvor Cima flyttede lidt rundt på ham og på fårerne, så fandt Yoda pludselig ud af, at han SELV kunne flytte med fårene. Og så var det som om alle brikkerne faldt på plads, halen kom ned mellem benene, hovedet ned og pludselig vidste han lige præcis hvad det gik ud på. Helt fra starten så vi at han er glad for at flankere og hans fokus lå mere på at holde samling på flokken end på drivningen. Anden gang var jeg med inde og gå rundt med ham og han havde langt, langt mere styr på hvad han lavede end første gang og var ret tændt på fårene med det samme. Der så vi igen at han gerne ville flankere og var lynhurtig til at spotte får der var på vej væk og få dem ind igen. Tredje gang tog vi linen af ham og arbejdede med at få ham til at gå højre rundt om fårene selvom de stod op af hegnet og det er tydeligt han er en tænker. Han tog lige 5 sekunders pause og vupti, så fattede han hvad vi mente og så kørte det. Så vi arbejdede en del med han skulle arbejde mod fårene, fremfor rundt om dem. I den sidste video lykkes det ret godt og han løber bagom fårene og driver dem frem mod os og går på den anden side af fårene end mig, når jeg bevæger mig rundt, indtil vi ret hurtigt stopper for at få succes, nu han er så kvæstet. Der er ingen tvivl om, at vi skal arbejde videre med hyrdningen og jeg er fuldstændig solgt - Det er en fantastisk måde at arbejde med sin hund på og fedt at se hunden lave noget, hvor arbejdet virkelig er den store belønning.
Så der er allerede bestilt ene time hos Erik Holmegård om en uge og så må vi se hvad det bliver til ;o) Og til sidst billederne Siri tog af ham på kurset i lidt vilkårlig rækkefølge:
0 Comments
Lørdag d. 27 var Bamse og jeg afsted til endnu en konkurrence.
Denne gang i den gamle klub og Bamse var vist ganske glad for at være på pladsen igen og møde gamle trænere og bekendte. Vi startede med feltsøg til to 10 taller. Så fint søg og fin aflevering. Så skulle vi til runderingen og han løb fint ud, gøede på vej derud og opdagede så at Hanne, stod figurant og han havde jo ikke set Hanne i meeeeget længe og hun skulle da have et kys - Så han hoppede op med begge poter på brystet af hende og prøvede at nå hendes ansigt. Da hun så lidt smågrinende ignorerede ham, så kom han i tanke om hvad han havde gang i og satte sig pænt ned og gøede videre. Men det glade stunt kostede os 5 point i en øvelse med en koefficient på 2 - Så ialt 10 point. Så var vi ligesom ude over at dagens resultat kunne bruges til noget og kunne tage den med ro resten af dagen. Stå, sit og dæk var rigtig fine = 3 10 taller. Spring, 9,7. Dommeren mente jeg glemte min korte pause og det har han sgu' nok ret i. Lineføring 9,4, for en manglende pause før start og en skæv sit til slut fordi jeg var lige ved at træde på Bamses pote. Så øv... Apport 9,4, hvilket jeg synes var særdeles gavmildt. Bamse lavede sin til dato værste apport. Han blev fint siddende indtil han fik kommandoen, men valgte så at sætte sig møgskævt og nærmest køre hovedet rundt med apporten og tygge ret så kraftigt. Så Maria var IKKE tilfreds med apporten - Den skal der vist liiiige kigges lidt på igen, for det var sgu' noget rod. Men 137,15 point og en 4 plads blev det til. Ikke helt skidt trods alt. Og så blev vi valgt som dagens bedste par på banen og fik en fin præmie - Det er jeg sgu' lidt stolt over, men Bamse holder jo virkelig også fest når vi er afsted og vi hygger os. Men det gav os trods alt det 3 resultat så vi kom på DM listen og ligger da på en hæderlig 3 plads på landsplan. Mistænker dog vi skal have gjort noget ved weekendens resultat, hvis ikke vi ret hurtigt skal ryge ret langt ned af listen ;o) Tillader mig dog at være lidt stolt over vi ligger hvor vi gør så længe det vare. Der var for en gangs skyld nogen der tog billeder af os. Så har et par billeder af Kaia og mig på rallybanen - Rigtig dejligt med lidt billeder af vores debut. Silkeborgs fotograf havde også fanget Bamse i runderingen og efterfølgende i belønningsfeltet. Så værs'go': Så er en lang og dejlig weekend i Silkeborg overstået.
Det bliver lige et kort resume, for er en smule kvæstet. Men Kaia fik en 2 plads i begynder klassen i rally - I hendes aller første konkurrence, efter kun nogle få måneders rallytræning. Er simpelthen så stolt af hende! Bamse fik en 2 plads. med 146,85 point (igen) om søndagen i C klassen, efter en noget ubehagelig start. Men min skønne gamle dreng reddede min røv hos det første dommerhold. Så der var lidt flere pokaler til samlingen - Og vi tager gerne imod flere ;o) Silkeborg afholder nogle super gode konkurrencer og selv vejret havde de formået at få nogenlunde styr på. I hvertfald kom regnen først efter vi var færdige, så det skal der ikke lyde nogen brok over herfra. Super mad, super arrangeret, fine præmier og dejlig stemning. Og nu skal jeg sove...... Hundene er gået omkuld for længst. Ja, som overskriften siger så kan hundetræning foregå på mange måder, efter mange metoder og overbevisninger.
Jeg er egentlig ligeglad med om folk lokker deres hund rundt med en godbid foran næsen eller frishaper - Eller alt derimellem. Men at se hundetræning foregå som i de videoer der florere på hundegalleri og på Facebook - Det skære mig i hjertet. I den første video ser man en mand rykke hans hund rundt i linen, ja faktisk smider han rundt med den og ingen griber ind og det lader ikke til at skabe noget postyr at han gentagne gange er hårdhændet overfor hunden. I den anden video ser man hunde der tydeligvis ikke aner hvad der forventes af dem - Det eneste mange af dem ser ud til at forvente, er at straffen kommer på et tidspunkt. De ved ikke hvad de bliver straffet for og de ved ikke hvad de skal gøre for at undgå den. Man ser en hund blive slæbt tilbage på plads halvvejs løftet i halsbåndet og man ser en hund der smider sig hver eneste gang ejeren kommer hen til den. Det stikker dybt inde i hjertet på mig, at se hunde blive behandlet på den måde. Det er ikke hundetræning - Hvis det er andet end mishandling, så er det passivitets træning. Hundene lære at den eneste måde de undgår straf på, er ved at gøre så lidt som overhovedet muligt - Og selv det risikere de at blive straffet for. For hvad sker der mon, hvis hunden ikke efterkommer en kommando, fordi den sidder fastlåst i den stilling, hvor den i det mindste ikke bliver flyttet på, eller rykket i? Det kunne være en enlig svale. Men når man læser medlemmerne af klubbens indlæg som forsvar for klubben, så ser man med al tydelighed, at denne klubs metoder er baseret på alt andet end indlæringsteori. Udtalelser som: "På vidoe 2 er der nogen der tager deres hund i halsbåndet og går retur med dem. Kan ikke se det er voldligt. Har også taget min hund i halsbåndet flere gange og gået retur med hende." "Og vedr de halsbånd du skriver om ja de er forbudte, men man kan få nogle hvor der ikke er hverken spidse eller skarpe pigge på, derimod bukker de indad så de ikke skader og de er ikke forbudte, vil faktisk sige at de skader mindre end et alm kvæler halsbånd som rigtig mange bruger (altså dem med bukkede pigge)." "Vores hund bruger pighalsbånd, da hvis vi brugte et normalt halsbånd - ville jeg ikke være i tvivl om at det ville være dårligere for ham, og at vi andre ville blive kastet rundt, da han ikke er specielt lille. " "I den anden video får hundene en ''sit''-kommando, hundene lægger sig ned og derfor går ejerne tilbage for at rejse dem igen i halsbåndet (vil gerne se en video med nogen der på kommando kan få hunden fra dæk til ''sit'' - jeg kan i hvert fald ikke få min til det ) I mener ikke at hundene er klar til denne øvelse, men da jeg skulle lære min hund det, som i hvert fald var klar til at lære denne kommando, skulle jeg gå tilbage 100 gange og rejse hende igen, for at få hende til at sidde i stedet for at dække (det falder dem åbenbart naturlig at lægge sig). " Det får mig til at tro, at der generelt er en mangel på viden om indlæringsteori, hundes signaler og omgang med hunde i det hele taget i den forening. Det er alene min formodning og jeg ved det selvfølgelig ikke - Men det er det indtryk jeg får. Den her opmærksomhed der er kommet på foreningen og dens metoder har fået mig til at tænke en ekstra gang over min egen træning og bekræftet mig i, at jeg ligesom den brede del af DK's hundemennesker er på rette vej. Hundetræning skal være fair. Hunden skal kunne honorere de krav vi stiller til den og det er vores fornemmeste opgave at vise den hvad vi forventer - Og belønne den for veludført arbejde. Vi arbejder jo heller ikke gratis. Jo folk gør da en ihærdig indsats uden belønning under visse omstændigheder, hvor de er drevet af frygt for afstraffelse - Eller det der er værre. Men det tager vi jo i allerhøjeste grad afstand fra i hele DK og den slags er der love og regler mod. Hvorfor er det så at nogle stadig forventer at deres hunde skal arbejde uden at få noget for det? Det er almen viden indenfor indlæringsteori, at hunde såvel som mennesker kun arbejder for at opnå noget godt (løn, ros, en bedre følelse når det kommer til os mennesker og for hunde, ros, leg, mad, den gode snuseplet osv.) - Eller for at undgå noget ubehageligt. Hunde har ikke udspekulerede motiver og gør ikke noget for at irritere os, være på tværs eller på anden måde drille. De gør udelukkende de ting de gør, fordi de enten får noget godt ud af det, eller undgår noget ubehageligt - Så simpelt er det. Jeg tror også, at rigtig mange ikke aner de træner med positiv straf, som ubehaget så pænt kan kaldes. For som en skriver, så kan hun ikke se noget galt i at tage hunden i halsbåndet og flytte den tilbage til det sted den flyttede sig fra. Men tager vi et kig på indlæringspsykologien, så er det i bedste fald nytteløst at flytte hunden tilbage. I værste fald så bruger man positiv straf fordi det er ubehageligt for hunden at blive hevet i halsbåndet - Men forstår hunden sammenhængen mellem at den flyttede sig ud af positionen og så at den bliver hevet med retur igen? Jeg kan have mine tvivl, når det skal tage 100 gange at rette hundens fejl. Er det fair træning? Ved hunden hvad der forventes af den? Næppe! Men ved at flytte den gentagne gange og dermed påføre den ubehag, så kan man lære hunden passivitet og lære den at den intet skal gøre, for så bliver den ikke straffet. Det virker - Det ved vi jo. Men ønsker vi virkelig at hunden udføre sit arbejde af frygt for at blive straffet? Det håber jeg virkelig ikke! Og hvad er så straf? Hvem definere hvad der er ubehageligt for hunden? Det er vel kun hunden der kan afgøre hvad der er ubehageligt - Og ingen skal påstå at selv små nyk i linen ikke er ubehageligt for hunden. Jeg tvivler på det kraftigste på, at hundene synes det er super dejligt at blive løftet i halsbåndet og op i en sit position. Gu' er det da ej behageligt - Det er positiv straf og hunden synes da det er ubehageligt. Hvorfor ser man ellers en hund smide sig med halen mellem benene og vise de kraftigste dæmpede signaler for at få sin ejer til at lade være med at rykke i den? Den gør det ikke fordi den synes det er behageligt og den er super glad for at se at ejeren endnu engang kommer tilbage for at korrigere den for en fejl hunden ikke ved den har lavet, det kan jeg godt garantere. Og er straf altid noget fysisk? Mit svar er NEJ! De fleste hunde er mestre i at læse os og kan tydeligt se når vi er utilfredse med dem, sure, eller arrige. Mange hunde bliver utrolig påvirket af vores egen sindstilstand og et hårdt nej, kan for min egen hund være en hård straf. Det behøver det ikke være - Men det kan være særdeles ubehageligt og får det hunden til at bremse sin adfærd, så er det typisk en straf. "Nej" kan være positivt indlært, men det er så en helt anden del af bloggen jeg skal have gang i, for at komme nærmere ind på det ;o) Positiv straf kan kort defineres som alt der reducere sandsynligheden for at en adfærd gentages. Men hvad så når man giver en godbid bagefter? Så gør man alt godt igen ikke? Det illustreres bedst ved, at spørge om du vil slå min græsplæne for en 20'er. Men i øvrigt.....Hvis du ikke gør det, så langer jeg dig en lussing. Hvad motivere dig til at slå min græsplæne, lussingen eller 20'eren? Synes du det er en særlig positiv måde jeg motivere dig til at arbejde, ved at true med lussinger, selvom jeg stikker dig en 20,er bagefter? Hvor mange har ikke haft en meget ubehagelig chef, hvor man frygtede samtalerne på hans/hendes kontor? Det tror jeg der er mange der har oplevet og man møder op på arbejde, man udføre sit job - Men gør man det med glæde og entusiasme? Giver man lige den ekstra skalle for sin arbejdsplads, som man gør hvis man har en chef der motivere en med ros og anerkendelse? Hvor hurtigt får man sagt op, hvis man finder et andet job, hvor man ikke skal frygte chefens vrede? Man får trods alt løn begge steder, men hvor vil du helst arbejde? Man træner ikke positivt fordi man giver sin hund godbidder, roser den og leger med den, hvis man samtidig gør brug af positiv straf. Og det er udelukkende hunden der definere hvad positiv straf er - Hvad der for os virker harmløst kan for hunden være ganske ubehageligt. I min verden skal hundetræning være en lyserød boble for hunden, hvor den ved hvad der forventes af den, hvor ejeren er kilden til alt godt og hunden skal kunne stole på, at ejeren nok skal belønne dens indsats - Uden at frygte hvad der sker hvis den ikke kan honorere kravene. For det er vores forbandede pligt som hundeførere at sætte vores hunde op til succes og sikre at de kan honorere vores krav og løbende guide og hjælpe hunden efterhånden som kravene stiger, ved at sætte vores kriterier så hunden kan leve op til dem. Det er vores pligt at sørge for, at hunden arbejder fordi den ved den får løn for det - Ikke fordi den frygter hvad der sker hvis den ikke gør det. Vi har ansvaret for at vores hunde er glade og lever et liv uden frygt for os, som er hele deres verden og omdrejningspunktet for hele deres liv. Vi som hundeføre har hele ansvaret for om træningen lykkes og at hunden er glad og fuld af tillid til, at vi nok skal belønne den og vise den hvad den skal gøre for at opnå belønningen - Kan vi ikke leve op til det, så har vi fejlet stort. Det er uanset om man træner fordi det er hyggeligt, eller om man træner med DM/VM som mål og uanset hvad sport man dyrker, om man klikkertræner, lokker eller begge dele. VI har valgt at have hund, VI har valgt at træne hunden til noget bestemt og VI vælger ene og alene hvordan vores hunde skal trænes. Hunden har ikke noget valg..... Den har ikke valgt at bo hos os, den har ikke valgt at skulle lære bestemte øvelser og har ikke noget at skulle have sagt mht. hvilke metoder vi vælger at bruge i træningen. Den er helt og aldeles afhængig af, at vi træffer nogle gode valg for den og er fair! Jeg håber vi en dag når dertil hvor alle træner vores hunde på en FAIR måde og husker at vi alene træffer valgene for vores hunde - Og sørger for at de skal leve et liv uden frygt for ubehag og straf, men med tillid til, at vi altid vil den det bedste og belønner den for dens indsats og dens forsøg på at gøre det rigtige. Det var dagens bøvs herfra. Er netop stået op efter en fantastisk weekend. Vi startede ud fredag med en tur ud til mine forældres sommerhus, hvor min mor fik lavet et par Nome halsbånd til alle hundene og så tog vi en god tur rundt langs åen, hvor hundene virkelig fik brændt noget krudt af. Der var i hvertfald ro på hele banden da vi kom hjem. Lørdag kørte Yoda og jeg mod Fyn, da han fyldte 1 år og alle hvalpene fra kuldet skulle mødes hos opdrætter. Vi var utrolig heldige med vejret og jeg var meget imponeret over, at vi kunne have samtlige hvalpe + gæstehunde + mor og mormor ude og tumle rundt på én gang uden nogen problemer. Hold da op hvor blev der fræst rundt og det var helt vildt sjovt at se dem alle igen. Og meget pudsigt, som mange af de ting jeg lagde mærke til ved Yoda fra han var bare et par uger gammel, stadig er gældende. Hvor mange af de andre bare begav sig ud i vild leg med den der nu lige var nærmest, er Yoda mere observerende og holder øje med dem alle. Han vil gerne lege og fik bestemt også taget sine ture. Men han er ikke den der er voldsomt pågående og hopper ind midt i en bunke og tumler rundt. Tilgengæld bryder han sig ikke om konflikter mellem andre hunde og går ind og prøver at dæmpe stridende parter. OK.... Siri's coton Carla, var han grov glad for og kastede en lidt for stor kærlighed på hende ;o) Og sikke en smuk og skøn flok. Alle var enormt imødekommende og man kunne ikke sætte sig ned for at snakke med en hund, før man straks sad med en bunke unghunde i favnen der alle ville nusses. Fuldstændig som sådan en flok skal være. Søndag drog jeg mod Skjern/Tarm DcH, som afholdt en C-B-A konkurrence, som jeg ret impulsivt havde eftertilmeldt, da der ikke var ret mange deltagende og fordi køreturen ikke var så lang.
Normalt starter jeg aldrig konkurrencer to weekender i træk og jeg skal til Silkeborg og starte næste weekend, men det at der var så få hunde tilmeldt tænkte jeg ville være rigtig godt til Bamse - Så var der mulighed for at give ham en super, super god dag. Og jeg skal da lige love for at det viste sig at være en god beslutning. For det første var folk vanvittig søde og det var enormt hyggeligt. Jeg var afsted uden at kende nogen på forhånd, hvilket gjorde jeg havde tid til at mingle og mødte en masse jeg tidligere havde mødt til konkurrencer, på træner kurser og andre steder. Samtidig har jeg kun stor ros tilovers for Skjern/Tarms måde at stille tingene op på - Der var en enorm smittende imødekommenhed fra alle klubbens repræsentanter, de jublede og trøstede når det var nødvendigt og fulgte helhjertet med i hvordan programmet skred frem. Programmet kørte for C-klassens vedkommende fuldstændig gnidningsfrit og vi var færdige til middag. Normalt betyder det vi skal vente i evigheder inden de andre klasser er færdige, men deltager antallet i de forskellige klasser og måden det var arrangeret på, betød at vi havde god mulighed for at se A-hundenes stuedressur, som man ellers sjældent får mulighed for at se. Derudover så var de færdige ikke ret lang tid efter C-hundene. Vores eget program gik rigtig godt, omend jeg som altid laver nogle dumme førefejl ;o) Uden dem så havde vi scoret max point denne gang: Første øvelse var feltsøg, hvor Bamse var ret meget oppe at ringe, så jeg accepterede han sad skævt inden jeg sendte ham afsted, for ellers var han eksploderet i hovedet på mig. Og jeg ville ikke risikere at køre ham så højt op, at han ikke slog næsen til i søget. Det var en god beslutning: 9,5 for søget, som jo er billig at blive trukket i, da den kun har en koefficient på 1. Og 10 for genstande med en koefficient på 2, eftersom han slog næsen til med det samme og fandt genstanden på få sekunder. Så var det rundering = 10! Hold da op den køre bare nu! (x2) Derefter lineføring = 10 og stor, stor ros fra dommerne der var vilde med den. (x2) Apport = 10, hvilket jeg synes var pænt dømt af dommerne for jeg var faktisk selv i tvivl om han gik før kommando eller ej. Men den gik denne gang. (x2) Dæk = 10 Så kom vi til det frygtede spring.... Og jeg var fuldstændig overbevist om, at han ikke ville tage det, for på vej hen mod springet bakkede han nærmest baglæns, han trykkede sig da jeg tog linen af ham og da jeg gav kommandoen, så pev han.... Så jeg havde noget store øjne, da han sprang over springet.... Og stod med åben mund og polypper, da han efter et meget skævt nedspring vendte rundt og sprang tilbage og satte sig snorlige foran mig. Så i min jubel fik jeg ikke line på ham med det samme efter dommeren jatak - Så det blev til 9,1, men de bedste 9,1 point jeg har fået nogensinde ;o) (x1,5) Så da vi skulle videre til stå, var både mig og dommerne lidt rundtossede, men jeg fik lavet opmarch, Bamse stod og jeg gik tilbage og stilte mig alt, alt for langt fra ham, så han satte sig skævt og jeg vrider lidt i kroppen af vane og han sætter sig så lige - Men det koster altså 1 point at give en ekstra kropskommando, mod det halve jeg havde mistet på en skævsidning. Men pyt. 9 point for ståen (x1,5) Og så sluttede vi af med en sit, hvor både mig og dommerne var lidt rigelig lalleglade og næsten glemte hvad vi egentlig havde gang i - Men vi blev enige om, at det var en sit vi vist manglede. Og den fik vi 10 for. (x1,5) Det gav i alt 146,85 point. Og vi var dermed vindere af klassen og fik en fin fin pokal med hjem. Hold da op hvor var det fedt at det endelig skete - Og så i vores første konkurrence hvor vi starter for Ikast og dermed har en flot ny startbog, som nu ser total blæret ud ;o) Så det var en helt, helt fantastisk weekend som bliver ret svær at overgå! Som dem der kender mig ved, så har jeg en svaghed for halsbånd.... Elsker læder, fleece og personlighed. Så nu når Yoda fylder 1 år i morgen, så skulle han selvfølgelig have sit helt eget personlige halsbånd i fødselsdagsgave. Og dem der kender mig ved, at jeg stiller ikke så få krav til udseende, kvalitet og funktion.... Det grænser næsten til det pinlige og hysteriske. Egentlig pudsigt, eftersom alle 3 hunde indtil nu har haft ret grimme halsbånd. Kaia har det pæneste fra hundenshus.dk med navn broderet på (hun gnavede jo sit hurtta læderhalsbånd i stykker). Bamse har måtte leve med et billigt, bredt, armyfarvet og meget grimt halvkvæl. Yoda har haft et magen til Bamses, men har haft et halvkvæl fra hurrta, som han er ved at vokse ud af. Det endte med jeg surfede nettet tyndt og fandt den her forhandler: http://www.etsy.com/shop/RUGGITCOLLARS?ref=seller_info Bestilte det d. 29/3 og da det var så billigt så betød det ikke så meget om det røg i tolden - Men det slap vi heldigvis for denne gang. Men så skulle de to andre jo også have et nyt halsbånd.... Selvfølgelig... Det endte så med, at jeg i stedet for at købe mig fattig, ville afprøve om jeg (med jeg mener jeg min mor) kunne finde ud af at lave Nomehalsbånd. Jeg er stor fan af de brede halvkvæl med fleece, da de er bløde og lækre for hunden at have på, de slider ikke ret meget på pelsen og er nemme at få af og på. Så købte ind og her er resultaterne: Det værste ved at det lykkedes os at lave nogle rigtig fine halsbånd, er jo at jeg så er nød til at købe ind til flere spændende designs... For nu kan jeg for alvor slå mig løs med min kærlighed til halsbånd. Da jeg kom hjem fra mine forældre, så lå der sørme allerede en fin pakke i postkassen til Yoda fra Ruggitcollars - Kun 1 uge efter det var bestilt. Og hold da op, hvor er det bare fint. Det lever virkelig op til forventningerne og er super flot lavet og lækker kvalitet, der ser ud til at kunne tåle at blive brugt. Nu tror jeg så også jeg har rigeligt med halsbånd til hundene for denne omgang ;o)
Nu er batteriet til kameraet sat til opladning, hundene er lagt i seng for i dag og vi skal bruge en aften på sofaen, inden vi tager over til Anita på Fyn og holder 1 års fødselsdags-komsammen for alle Spobyerne. Ih, hvor jeg glæder mig til at se Yodas søskende! Og søndag går det løs med endnu en konkurrence med Bamse, denne gang Skjern/Tarm. Så er det godt man har en hel uge inden det går løs med weekend igen - Som hundetosse er det sjovt nok altid weekenderne der er fuldstændig bookede og i hverdagene man slapper af... Efter der er trænet hund selvfølgelig. |
Arkiv
August 2019
Kategorier
All
|